Økonomielev

Drømmer du om at blive økonomichef og bruge dine finance-evner til at udvikle og styrke virksomheder? Så tag dit næste vigtige skridt i din videre udvikling og bliv økonomielev i PJM’s Finance Team i Fårevejle. 

Er du vores nye økonomininja og regnskabsentusiast?

I dine to år som elev hos os vil du arbejde med stort set alle discipliner inden for økonomi og regnskab. Du vil prøve kræfter med opgaver, som ligger i vores regnskabsafdeling, som spænder fra bl.a. bogføring, løn og regnskabsafstemninger. Men du vil også få rig mulighed for at give dig i kast med opgaver, som oftest ligger hos controlleren eller finance business partneren. Det kan fx være ledelsesrapportering, budgetter og forecasts.

Som økonomielev hos os har du rig mulighed for selv at forme dit forløb. Du bliver en del af et team, som løfter opgaverne sammen, og du vil hurtigt få ansvaret for egne opgaver og projekter.

I de to år du er elev hos os, vil vi gøre alt, hvad vi kan for, at du udlever dit potentiale og mestrer de mange discipliner, som er afgørende for en kommende økonomichef.


Bliv en del af PJM

Hos PJM bliver du en del af en forretning i vækst og med fuld fart på udviklingen. Vi leverer højteknologiske produkter til nogle af Danmarks største virksomheder. Du kommer som sagt til at sidde i vores Finance Team, hvor du er tæt på virksomhedens øverste ledelse, men også har berøring med stort set hele organisationen. Du vil derfor både lære, hvordan økonomifunktionen spiller en vigtig rolle i driften og i udviklingen af hele forretningen.

PJM er en del af Bila Group, hvor vi samarbejder på tværs virksomhederne imellem. Du vil derfor også få et indblik i, hvordan man arbejder i en større koncern, og hvad det kræver af de enkelte virksomheders stabsfunktioner.

Hvem er du?

Du brænder for økonomifaget og ser dig selv arbejde med komplekse finance-discipliner og forretningsudvikling i fremtiden. Du har tilegnet dig en masse viden og kompetencer i løbet af din uddannelse, og nu vil du gerne bruge dem i praksis og blive endnu dygtigere. Og måske går du med tankerne om at tage en HD eller lignende.

Som person er du nysgerrig og trives godt i en vekslende hverdag med mange forskellige opgaver – både rutineopgaver, analyseopgaver og udviklingsopgaver.

Du behersker dansk og engelsk – både mundtligt og skriftligt.

Du har færdiggjort en af følgende uddannelser:

  • EUX Business med kvalifikationer til kontoruddannelsen med specialer

  • STX, HF, HTX inkl. 5 ugers EU's-forløb

  • HHX

  • HG (grundforløb fra handelsskolen) med kvalifikationer til kontoruddannelsen med specialer bestået før 1. august 2015

Du er en haj til ”all things digital” og er gode venner med office-pakken. Og hvis digitalisering er noget, du synes er spændende, så bliver du hos os en del af en økonomifunktion, der for alvor tager skridtet ind i den digitale tidsalder – og du kan blive en del af arbejdet og tilmed sætte dit præg på det.


Hvad tilbyder vi?

Vi tilbyder et spændende job med mulighed for udvikling, tilpasning og specialisering. Du bliver en del af et team med gode kollegaer, hvor der både er plads faglige diskussioner og et godt grin.

Vi har tillid til hinanden, og du vil derfor opleve, at vi har et arbejdsmiljø med frihed under ansvar og et stærkt kollegialt sammenhold.


Vil du med på holdet?

Hos PJM har vi stærke værdier og sætter en ære i at være en rummelig og inkluderende arbejdsplads. Derfor opfordrer vi alle interesserede kandidater til at søge, uanset alder, køn, etnicitet, seksualitet og religion.

Hvis du er interesseret i stillingen, vil vi meget gerne høre fra dig snarest muligt. Send dit CV og en kort beskrivelse af din motivation for at søge jobbet til en af nedenstående kontaktpersoner. 

  • Head of Finance, Charlotte Skardal. Telefon + 45 20 86 11 92 eller mail csk@pjm.dk.
  • Head of Human Resources, Stine Munk. Telefon +45 53 54 39 26 eller mail smu@pjm.dk.

Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kantakte Charlotte eller Stine.

Tiltrædelse er d. 01. februar 2025. Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning snarest muligt.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!